Konsulent til forenkling og harmonisering af lokal- og forhåndsaftaler i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Søg jobbet

Politik og administration
Fuldtid
Fastansættelse

Har du lyst til at være en del af en større indsats, hvor vi skal forenkle og harmonisere aftaler om løn og arbejdstid på sundheds- og omsorgsområdet? Kender du til overenskomster, lokalaftaler og arbejdstid på det kommunale område? Og vil du være en del af et dynamisk HR-udviklingscenter? Så har vi et spændende og udviklende job til dig.

Om jobbet
I Center for HR og Uddannelse har vi sat ekstra fokus på aftaleområdet. Vores opgave er – via forenkling og harmonisering af lokal- og forhåndsaftaler - at skabe større ensartethed i medarbejderes løn og arbejdstid på tværs af forvaltningens mange arbejdspladser.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) har i dag et meget bredt og varieret aftalelandskab, med mere end 300 lokalaftaler og 50 forhåndsaftaler, som sammen med overenskomsterne sætter rammerne for ca. 11.000 medarbejderes løn og arbejdstid. Arbejdet med at forenkle og harmonisere aftalelandskabet skal derfor også hjælpe ledere, disponenter/vagtplanlæggere og administrative medarbejdere, så deres arbejde med vagtplanlægning, lønindplacering, lønforhandling mv. bliver nemmere og mere gennemsigtigt.

Opgaverne med at forenkle og harmonisere aftaleområdet vokser samtidig, fordi hjemmepleje- og visitationsområderne samles i SUF den 1. juni 2026. Det betyder, at der flytter ca. 600 medarbejdere fra Socialforvaltningen til SUF.

Som konsulent på aftaleområdet kommer du til at arbejde tæt sammen med to kollegaer, som også arbejder med området i Center for HR og Uddannelse. Du får en bred samarbejdsflade i kommunen og kommer til at arbejde sammen med forvaltningens ledere og fællestillidsrepræsentanter, personalejurister i Københavns Kommunes Koncernservice m.fl.  Der er således gode kolleger og samarbejdspartnere at sparre med, og du behøver ikke at vide det hele selv. Men vi vil rigtig gerne have, at du har et vist kendskab til overenskomster og arbejdstidsregler, og at du ligesom os er optaget af at skabe fornuftige og gode rammer for forvaltningens medarbejdere.

Udover opgaverne med at forenkle aftaler om løn og arbejdstid vil du også få mulighed for at bidrage til andre projekter i Center for HR og Uddannelse. Der kommer løbende nye indsatser og udviklingsprojekter til, og du vil få mulighed for at arbejde med andre udviklingsopgaver, fx fleksibel arbejdstid, arbejdsmiljø og organisationsudvikling.

Hvad ønsker vi os af dig?
Vi forestiller os, at du har en akademisk uddannelse og nogle års erfaring med kommunale overenskomster og arbejdstidsregler, ligesom du har en god forståelse af både den kollektive og den individuelle arbejdsret og ikke er bange for tal.

Du er god til at opbygge tillidsfulde samarbejdsrelationer og er nysgerrig på at blive en del af en stor organisation med mange samarbejdspartnere og mulige løsninger. Du skal derfor kunne skabe overblik og være struktureret samtidig med, at du naturligt anvender inddragende processer. Det er også vigtigt, at du er god til at skrive og bidrager med kritisk tænkning og et analytisk blik, når vi laver oplæg til vores direktion og politikere. Har du en god digital forestillingsevne og erfaring med at anvende AI, så er det en bonus.

Det får du hos os
Du bliver en del af et strategisk HR-udviklingscenter med ca. 40 medarbejdere. Center for HR og Uddannelse er organiseret i tre afdelinger, der arbejder tæt sammen. Du bliver ansat i Afdelingen for Arbejdsliv og Organisationsudvikling. Vi har et godt arbejdsmiljø, et højt fagligt niveau og et stærkt kollegafællesskab. Vi arbejder i et åbent kontormiljø med fleksible pladser og en flot udsigt over byens tage. Vi har flekstid, mulighed for hjemmearbejdsdage og gode muligheder for kompetenceudvikling. 

Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles af den relevante faglige organisation på baggrund af gældende overenskomst. Stillingen er til besættelse pr. 1. september 2026 eller evt. tidligere.

Husk at uploade dit CV og relevante eksamenspapirer sammen med din ansøgning.

Mere information
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Mette Bergholdt på 20 26 65 08 eller specialkonsulent Michael Ryberg på 29 77 13 41.

Søg via linket senest tirsdag den 2. juni 2026
Vi holder 1. og 2. runde samtaler i uge 24 og 25.

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen 
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.